onsdag den 19. juli 2017

Timothy Snyder - On Tyranny

Selvom bogen er på engelsk, så får Timothy Snyder med sin bog On Tyranny plads her på bloggen med boganmeldelser, for han har skrevet en utrolig tankevækkende bog om demokratiets vilkår, og hvor lidt der - desværre - skal til, før vi ender i et diktatur.
Bogen er på sin vis skræmmende læsning, fordi forfatteren - med sin baggrund som historieprofessor - drager yderst relevante paralleller mellem det tyvende århundrede og så vores dages politiske ragnarok.

Man har prædiket om en ekstern fjende i ekstremismen - uden at definere denne ordentligt, og i sidste instans har man skabt kaos hos ahistoriske folk, som nu løber fra tue til tue i enkeltsager uden at forstå den samlede sammenhæng såvel historisk som geopolitisk. I hele denne kamp mod det ekstreme er der indført frihedsbegrænsende elementer, som i de forkerte hænder kan ende utroligt galt.

Demokratiet overlever ikke af sig selv. Det kræver at vi alle bakker demokratiet op, og forholder os nøgternt til situationerne hvor en statsleder agerer forkert i forhold til disse forfatningsmæssige begreber. Det kræver en aktiv journalist-stand, som er parat til at bakke op om demokratiet, men samtidig fungerer som vågen vagthund i forhold til de overgreb, som vi allerede har set i flere dele af verden.

Jeg kan love en særdeles læseværdig bog, som alle med politisk interesse bør læse. Det kunne være en rigtig god ide som årets mandelgave nu hvor vi nærmer os at skulle planlægge juletiden, og i hvert fald kan man aldrig tage skade af at tænke nærmere over den verden vi lever i.

Bogen får fem ud af seks mulige stjerner. Det er alene begrundet i, at de 127 sider i meget lille lommeformat godt kunne tåle, at man havde øget bogens størrelse så den passede bedre ind i forhold til ens andre bøger på bogreolen. Til prisen dog en absolut topscorer inden for seriøs debat om samtiden.

Læs mere om bogen og køb den for US.$.6.21 herfra: https://www.amazon.com/Tyranny-Twenty-Lessons-Twentieth-Century/dp/0804190119/ref=sr_1_1?ie=UTF8&qid=1500454178&sr=8-1&keywords=Timothy+snyder

Ingen kommentarer:

Send en kommentar